Dit søvnbehov er den mængde søvn, du har brug for for at fungere godt fysisk og mentalt i løbet af dagen. Behovet varierer fra person til person og afhænger blandt andet af alder, helbred og livsstil.
Læs videre
Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Sundhedsstyrelsen anbefaler som generel rettesnor denne mængde søvn pr. døgn:
- Spædbørn 0 til 3 måneder: 14 til 17 timer
- Spædbørn 4 til 11 måneder: 12 til 15 timer inklusive lure
- Småbørn 1 til 2 år: 11 til 14 timer inklusive lure
- Børn 3 til 5 år: 10 til 13 timer inklusive eventuel lur
- Børn 6 til 13 år: 9 til 11 timer
- Unge 14 til 17 år: 8 til 10 timer
- Voksne 18 til 64 år: 7 til 9 timer
- Voksne fra 65 år: 7 til 8 timer
En rettesnor, ikke et facit
Sundhedsstyrelsen understreger, at der er tale om generelle anbefalinger. Er du gennemgående udhvilet, energisk og produktiv i dagtimerne, får du formentlig en passende mængde søvn, også selv om den ligger uden for anbefalingerne.
Tegn på, at du sover for lidt
Er du ofte træt i løbet af dagen, eller sover du meget længere på fridage end på arbejdsdage, kan det være et tegn på, at du ikke dækker dit søvnbehov i hverdagen. Er du træt i lang tid, selv om du sover nok, så tal med din læge.
Læs også om søvnunderskud, kronotype og power nap, eller se guiden om anbefalet mængde søvn om natten.






































