Søvnparalyse er en tilstand, hvor du er vågen, men et kort øjeblik ikke kan bevæge dig eller tale. Det sker, når du er ved at falde i søvn eller ved at vågne. På dansk kaldes det også søvnlammelse.
Under REM-søvnen, hvor du drømmer mest, er musklerne naturligt slappe. Ved søvnparalyse fortsætter denne muskelslaphed et øjeblik, efter at bevidstheden er vågnet.
Læs videre
Sådan kan det opleves
Episoden varer typisk fra nogle sekunder op til flere minutter. Nogle føler samtidig, at der er nogen i rummet, eller at noget presser dem ned. Det kan være meget ubehageligt, men søvnparalyse er ufarlig og går over af sig selv. Raske mennesker kan også opleve det en gang imellem.
Hvad øger risikoen
Søvnparalyse ses oftere ved søvnløshed og uregelmæssig søvn, fx ved skifteholdsarbejde eller jetlag. Den kan også hænge sammen med narkolepsi og visse angstlidelser, og den kan ligge til familien. Det kan hjælpe at sove 7 til 9 timer, gå i seng og stå op på faste tider og undgå at sove på ryggen.
Sker det ofte, bliver du bange for at gå i seng, eller er du træt hele tiden, så søg råd hos din læge.
Læs mere om REM-søvn, mareridt og jetlag, eller se guiden om døgnrytme og søvn.






































